16-03-2018

Havet viser tænder

Bor jo på en lille ø i det sydfynske ø-hav (Avernakø), hvor vi er afhængig af en færge for at komme til og fra øen. I dag er det stormvejr, det har sneet,og havet viser virkelig tænder. Selv fuglene nægter at flyve i dag. Hvis I kikker godt efter oppe i træet - alle de sorte små pletter er fugle, der får sig en ordentlig gyngetur i stormen. Når det er storm som i dag - kan vi risikere at færgen indstilles. I dag har vi modtaget SMS fra færgeselskabet, om at færgen muligvis indstilles i løbet af dagen p.g.a. vejret. Jamen så ved vi det. I dag skulle vi have været til fastlandet til hygge-kom-sammen. Vi aflyste, og valgte at blive hjemme - hvis vi nu ikke kunne komme hjem. Og det skal vi altså - for herhjemme ligger Prinsesse S´s fødselsdagsgave. Vi skal nemlig til fødselsdag i morgen - og DET er vigtigt. Uanset om vi kan komme hjem eller ej - så drager vi afsted i morgen tidlig med gaver, sengetøj og toiletsager. Bare færgen sejler om morgenen, så skidt med vi ikke lige kan komme hjem samme dag, hvis den aflyser p.g.a. vejret. Så er vi "kampklare" til overnatning i vores campingvogn, som om vinteren står parkeret i søn og svigerdatters indkørsel. Campingvognen er en ældre dame - Solifer Articina 450, vintervogn med centralvarme, toilet, køkken, hyggeafdeling og DEJLIG seng at sove i. Om det så frøs -30 grader, så kan vi sagtens holde varmen i vores lille, ældre men vildt hyggelige campingvogn. Dette bare lige for at fortælle, at selvfølgelig kan vi risikere at færgen bliver aflyst p.g.a. vejret. Det gør alle andre færger også - og så indordner vi os her på vores lille skønne bid af paradis. Jeg kan faktisk rigtig godt lide tanken om, at vi ikke kan styre vind og vejr, at færgen KAN blive aflyst ved kraftig blæst/storm, så det er umuligt at komme fra øen, at vi trods færgeaflysning ikke går i panik - vi har det jo godt og varmt herovre i vores huse, købmanden har åbent, så man behøves ikke at gå ned på udstyr til kaffen. Fryseren er altid fyldt godt op - så vi lider ingen nød. Ved godt at vi nu er folkepensionister - men vi har altså boet her, medens vi var på arbejdsmarkedet, og det kan altså lade sig gøre - et liv som pendler på Avernakø, og stadig bibeholde sit job, selvom færgen aflyses p.g.a. vejret. Det kunne jo også ske den modsatte vej, at vi strandede på fyn, hvor vi så har både familie og venner, som altid hurtigt kunne rede op til os. Nu har vi så købt den dejlige ældre campingvogn, hvor det var et MUST, at det skulle være en rigtig vintervogn med centralvarme, som altså gør, at vi under ingen omstændigheder fryser i den om vinteren. Den er nu vores bolig, hvis vi skulle strande om vinteren. Til foråret kommer den hjem til øen igen, vaskes og gøres forårsklar, og så er den vores rullende sommerhus, når vi tager på tur rundt i landet. Så som fastboende på een af de danske skønne småøer, kan du selvfølgelig risikere at færgen aflyses p.g.a. vejret, hvor der så ikke indsættes afløserfærge, som når ens egen færge er i dok eller er til reparation. Men altså - lad dig ikke skræmme af det, hvis du går med en lille ø-bo-drøm i maven. Smiley!