14-03-2018

Hestepige har fødselsdag

Ældste barnebarn har fødselsdag. Hun ønsker sig klingende mønt til rideudstyr, men det er SÅ kedeligt, bare at komme til fødselsdag "kun" med en kuvert som gave. Godt nok med penge i - men alligevel. Til børnefødselsdag SKAL der være en gave at pakke op også, synes jeg. Stofbutik solgte ud af deres trykte stoffer til puder. Flotte foto-tryk. Halv pris (og det glæder jo en folkepensionist-pung - smiley). Hestestykket kostede kr. 25,00. Stor dunpude indeni (kr. 50,00 i Bilka). Putter ALDRIG puder af syntetisk fyld i de pudebetræk jeg selv syr. Det er bare så meget mere lækkert og blødt med en dunpude. Disse dejlige dun hovedpuder kan indimellem findes i Bilka til kun kr. 50,00, og det er billigt. Prikket og stribet stof havde jeg på lager (smider jo ALDRIG små rester stof ud). Det polkaprikkede stof rakte også til bagsiden. Lukketøjet er burrebånd. Pudebetræk og pude havde ikke samme mål. Bredde og højde på pudebetrækket må gerne være mindre end målet på dunpuden. Det gør altså, at der kommer mere hold på den færdige pude. Den er dejlig tyk, stadig dejlig blød, da det jo er en dunpude, der er indeni - og så holder den så fint faconen, fordi den store pude virkelig er stoppet i betrækket, som jo har et noget mindre mål. NU er der en gave til vores lille hestepige - OG ikke mindst kuvert med klingende mønt til store hestedrømme, som bliver bundet udenpå den flot indpakkede pude. Jeg ved denne pude vil gøre lykke, og så har den altså ikke i kroner/øre stået i særligt meget: hestetryk kr. 25,00, dunpude 60 x 63 kr. 50,00 i Bilka. Burrebånd har jeg altid på lager, men mener det koster kr. 15,00 for en dobbelt-strimmel på 50 cm. Nu skal jeg lige have syet een til fødselarens lillebror. Han gider overhovedet ikke heste, så han får en lækker pude med et stort flot foto-tryk i sort/hvid/grå af et løvehoved. Det kostede også kun kr. 25,00, og vilde dyr er lige ham. Han har ikke fødselsdag, men der falder altid en lille gave af til fødselarens søster/bror også, og det holder vi fast ved, indtil de skønne unger fylder 18 år. Smiley.