15-02-2018

Vinterferie og børnebørn

Så er det vinterferie - og Prins K og Prinsesse S er hos os. Tiden skal jo gå med andet end mobil-telefoner og I-pat - så Prinsen tegner geværer og lys-sværd på træplanker, som farfar og han så går i laden og saver ud, filer til med fine kanter og brænder, så træet ser gammelt ud. Prinsesse S bager de fineste boller formet i alskens figurer, pensles med æg - og så er der friskbagte boller til eftermiddags-kaffen, når farfar og prinsen kommer ind fra laden. Altså - der ER forskel på, hvad piger og drenge gerne vil lave. Al den snak om, at der ikke må skrives pige-ting og drenge-ting på legetøj - sikke noget vrøvl. Der ER altså forskel på hvad deres interessefelter er, og det kan der heldigvis ikke laves om på. Prinsen laver drengeting med farfar og prinsessen er i bagehumør. Prinsen vil også gerne - indimellem - være med til at bage, og så får han selvfølgelig lov til det, men helt ærligt: han vil til enhver tid vælge træværkstedet frem for køkkenet. Prinsessen laver også fine ting i træværkstedet - men nu ville hun hellere bage. Godt nok er det våben, der er kreeret på værkstedet i laden i dag, og det er der jo sikkert også mange, der ikke synes er OK - men prinsen er SÅ stolt af sit hjemmelavede legetøj og snakker allerede om, at han glæder sig til at lege cowboy og indianere og Starwars med lyssværd (godt nok af træ og uden lys - smiley) med sine kammerater, når han kommer hjem efter vinterferie hos os. Prinsessen tog tidligere hjem. Hun ville gerne hjem til veninderne, rideskolen og alt der optager en lige-om-lidt-teenager. Prinsen blev hele ugen og nyder at være kreativ i laden med sav og fil (med farfar på sidelinien, og selvfølgelig er det også ham der fører stiksaven). Og ved I hvad: de der mobiltelefoner og Ipat, som nærmest er klistret til ungernes hænder - de fik en laaaang pause her. Og dog - prinsen brugte vores computer til at google gode modeller til sine træting.