17-11-2017

Genbrugs-transformation

Lillemandens uldmadras fra Nature Sway slyngevugge blev vasket. Resultatet blev en total knudret, hård og filtet uldmadras. Jeg nåede lige at redde denne godt filtede uldmadras, inden den havnede i affaldscontaineren. Den er faktisk lavet af det fineste New Zealandske lammeuld - og det kunne jeg altså godt finde en måde at genbruge på, selvom den nu er en godt knudret tyk sag. Julehjerter med ophæng i hampsnor blev målet for min mision "filtet uldmadras". Madrassen var blevet mega tyk og MEGET filtet af en tur i vaskemaskinen (på uldprogram endda) - så det var noget af et arbejde at klippe i den. Først tegnede jeg hjerterne op med en kuglepen, og derefter blev de klippet ud. Det var et hårdt arbejde, for det er altså ikke sådan lige at klippe i denne tyksak. Det lykkedes, og resterne blev klippet til kugler, som senere bliver til en kugledukke. Der skal bruges en meget lang synål til projektet (fås i stofbutikker), og så var det bare med at komme igang. Købte 3 armbånd i genbrug lavet af drejede træperler. Inden jeg købte dem, forsikrede jeg mig lige om, at hullerne i træperlerne var store nok. Juhu - det var de. Træperlerne er trukket på hampsnor med almindelig stoppenål med lille hoved. Ved de små træperler, var hullet lige lille nok til både hampsnor og stoppenål, så her måtte jeg lige sno hampsnoren op et lille stykke, dele hamptråden i 2 stykker, og så trække de mindste perler på ad 2 omgange. Forneden bandt jeg først en knude. Det er den der holder perlerne på plads. Med en fin nål findeles hampsnoren forneden til frynse, så det får en fin afslutning. Når perlerne er trukket på hampsnoren, afsluttes med stram, holdbar knude, og hampsnoren klippes af ca. 0,5 cm. efter knuden. Tråd den lange møbelnål med "elefanttråd", som er meget stærkt. Jeg havde ikke mere "elefanttråd", så jeg måtte bruge 4 tråde sytråd, for at få noget styrke i påsyningen af hampsnoren med træperlerne. Inden de kan sys på spidsen af hjertet, skal der lige klippes/skæres en lille revne ind i selve hjertet. Her gemmes afslutningsknuden på hampsnoren, så den øverste træperle kommer til at slutte helt op till spidsen. Med den lange møbelnål og elefanttråd sys hampsnoren op i spidsen af hjertet, og der fortsættes helt op til det midterste af hjertet for oven. Sørg for at tråden du bruger matcher det filtede uld godt, så eventuelle syninger i selve hjertet ikke ses. Nu klippes hampsnor af i ønsket ophængslængde. Læg snoren dobbelt og afslut med knude, som også lige frynses fint op efter knuden. Efter frynsning klippes fint og lige af, så frynsningen får en fin skarp afslutning. Nu sys ophængssnoren på. Inden påsyning, så check lige at hjertet har ligevægt ved ophæng. Hvis ikke - så sy snoren i lidt mere til højre eller venstre, indtil der er ligevægt. Efter påsyning af ophængssnor - ligeledes i hamp, hæftes godt og tråden klippes af. Tilbage til spidsen af hjertet: Hold med fingrene øverste trækugle helt lige på spidsen af hjertet, og sy det filtede uld til i begge sider, så træperlen ikke skrider til den ene side, men holdes på plads spot on i midten af spidsen. Hæft og klip sytråden over. Færdig arbejde. Denne total filtede baby uldmadras her var altså MEGET tyk (se foto, hvor jeg holder madrassen mellem 2 fingre), og var MEGET besværlig af arbejde med. Hvor jeg ikke kunne klippe, måtte jeg pille ulden af, så hjertet fik en rigtig facon. En gammel uldsweater kan også bruges. Det skal være ren uld - og IKKE den type der kan vaskes. Vask den på højeste program i vaskemaskinen, og du har det lækreste filtede uld. Disse hjerter er blevet meget smukke. De ligner næsten snedriver eller puddersne som lyset lige kan skinne lidt igennem, når de hænger i vinduet, og det spiller ret godt med de fine træperler. Ja, det var så lige lidt om en godt filtet uldmadras´s transformation til julehjerter. Min svigerdatter får dem lige om lidt, og hun glæder sig allerede. Og jo-jo-jo: Der er indkøbt ny uldmadras til lillemanden og hans uundværlige Nature Sway slyngevugge incl. et vaskbart overtræk til madrassen, så den nye madras total undgår en tur i vaskemaskinen. Af skade bliver man klog: vask ALDRIG en madras fra Nature Sway vugge, men invester i et vaskbart overtræk. Smiley