12-10-2017

Efterårs-dørkrans

Åh altså - havde sådan lyst til at købe kransen i trækasse - her øverst til venstre på foto - meen der var så meget andet der skulle handles ind, så jeg valgte at spare de kr. 89,00 som den smukke dørkrans kostede. Lige ved siden af dørkransen stod der kraftige lyngplanter til kr. 6,00 pr. stk. Købte 3 stk - og oppe i mit hoved var der allerede bundet dørkrans med disse lyngplanter og efeu fra haven. Og se så lige en krans jeg fik kreeret til hoveddøren. Den har stået mig i kr. 18,00. Selve kransen (som der skal bindes på) er en dobbeltgren fra et poppeltræ. De er jo bøjelige, så længe der stadig er saft i træet, så ingen sag lige at forme en "runddel" af denne gren, som jo så bestod af 2 grene, der var vokset sammen forneden. Jeg lod de visne blade blive på grenen. De ses ikke, når kransen er bundet. Her er hvad jeg har brugt: 3 lyngplanter á kr. 6,00, lidt bindetråd (tynd ståltråd), en poppelgren i passende længde, efter hvor stor dørkransen skal være, lidt efeu, lige lidt rønnebær, som lå på græsplænen (de rønnebær sidder ALT for højt oppe, til at jeg kunne plukke dem, så jeg måtte nøjes med dem, der var blæst af), og så lige en hortensia-blomst, der var knækket af busken. Så blev det til formiddagskaffe og kransebindings-hygge på en regnfuld dag. Mit færdige resultat ses øverst til højre i billedet, og jeg er faktisk godt tilfreds (+ jeg så lige har sparet kr. 71 fremfor at købe dørkransen i butikken. Og hvad der er sparet er jo som bekendt tjent. Smiley.) Nu kommer min dørkrans af strandskaller ned, og op hænges nu min dejlige efterårskrans, som så fint matcher krukkerne med store orange græskar, efeu og lilla lyng. Hoveddøren nyder sit nye dress - og det gør vi også. Havde plukket for meget efeu, og da jeg ALDRIG smider planter ud, der stadig lever - så bandt jeg resterne sammen til en efeu-krans som et enligt græskar lige fik omkring sig. Nu er vores indgangsparti rigtigt klædt smukt på til efteråret. Næste dørkrans bliver bare en helt enkel, stor og tyk grankrans - men først til slutningen af november, og denne krans af lyng og efeu kan sagtens holde sig indtil da. Forresten: de der rønnebær (og andre bær for den sags skyld) . dem trak jeg på lidt bindetråd i små ranker med efeu-blade imellem hvert bær, så er de nemme at binde på kransen i små buketter, for de har det nemlig med at falde af stilken. Bare et lille fif, hvis du selv skulle få lyst til at binde din egen efterårs-dørkrans. Det er jo ikke alle der har have, men i skoven, ved vejkanter, i parker - eller bare grønne områder, der kan der sagtens plukkes ting til kransen. Lyngen kan lige nu købes meget i billigt i nogle supermarkeder. Mine her er såmænd købt i Rema 1000, og de var store, friske og flotte. Min krans her blev ca. 35-40 cm. i diameter, og jeg brugte som sagt 3 lyngplanter á Kr. 6,00.