06-08-2017

Guldbryllupshjerter igen igen

Atter blev jeg spurgt om at lave hjerter til et guldbryllup - og atter sagde jeg Ja - da det igen var til søde øboer, som vi gratis har kunnet hente sten hos til vores gårdsplads. Denne gang ønskede guldbrudeparret ingen æresport, derfor var der indkøbt stort og lille jernhjerte (vistnok fra Bauhauss), hvorpå krydsfinér-hjerterne skulle monteres. De små grå måtte lige igang med at lyntænke en måde at gøre dette på, da det er meningen, at der skal bindes blomsterranker hele vejen rundt om hjerterne. Løsningen blev at skære hjerterne i nøjagtig den størrelse jernstativets hjerte var, bore strips-store huller hele vejen rundt med ca. 5 cm. mellemrum. Hullerne er boret lidt inden for ramme af jernhjerte, da de skal kunne bruges til at "sy" bindetråd til blomsterkransens fastgørelse til træhjerte og stativ. Jeg har nu malet, skrevet tekst og lakeret. Helt utroligt hvad en badestige på jolle kan bruges til: tørrestativ for nymalet hjerte - det store hjerte måtte tage en dingletur i blæsten på tørrestativet, imens det lille nød en meget stille sejllads fastbundet til badestigen. Sluttelig blev hjerterne lakeret både for- og bag, og selvfølgelig er de begge malet på begge sider, så det også er pænt at se på bagfra. Jeg har inden aflevering til modtager stripset hjerterne fast til jernstativet - 2 stk. forneden og 2 stk. foroven. Når blomsterkransen yderligere bliver "syet" fast gennem hullerne i træhjerterne og rundt om jernrammen, så sidder de hjerter altså godt fast i blæsevejr. Det er meningen at de skal sættes i store krukker med planter, og når hjerterne så bliver pyntet med blomsterranker - jamen så bliver det da så smukt, at INGEN vil savne en æresport. Idéen er hermed givet videre til fri afbenyttelse. Jeg vil lige indskyde, at det på ingen måde er billigt at lave disse hjerter. Med krydsfinér, maling og lak - uden jernstativer - løber selve hjerterne op i lige under kr. 370. På den anden side, så kan man jo lave dem, lige som man vil. Her valgte jeg at male 2 prikkede hjerter på det store træhjerte i en rød farve et par toner lysere end selve hjertet. Og hånden på hjertet: disse er blevet SÅ flotte. Uha - jeg pudser lige min glorie, for jeg er svært tilfreds med resultatet. Er også sikker på, at jernstativerne er svært tilfreds med deres Make-over. Men lige nu: Ikke flere bestillinger på malede hjerter, for det er rimeligt tidskrævende, og jeg har så mange andre ting, jeg gerne skulle have gang i.Smiley.