05-06-2017

En hel dag i majstangens tegn - Munke majstang

Efter majstangen er hejst, og der er sunget et par sange, skal der kåres ny oldermand. Det er jo et gammelt husmandsted vi bor i, og det er vist noget med, hvilken matrikel du bor på - om du står for tur til at være oldermand eller ej. Vi gør - og i år blev det så min mand der fik tjansen. Optagelsesritualet er at blæse lyd i disse 2 meget smukke horn. Min mand gjorde sit bedste - fik endda bassun-kæber så store som appelsiner - men ak - ligemeget hjalp det. Der kom kun et forkølet piv ud af hvert horn. Men oldermand blev han, og det indebærer, at han skal hejse Dannebrog på majstangen alle flagdage (dem fik han heldigvis en liste over). Det skal hejses kl. 8.00 og tages ned igen kl. 20.00 ca. Derudover skal han hejse flaget på majstangen ved alle runde fødselsdage (som han heldigvis også får en liste over). Ja - det er ikke sådan at være oldermand, lige som han troede, han var gået på folkepension ..... Smiley. Jeg plejer altid behændigt af undgå at få folks ansigter med på billeder, jeg lægger op på bloggen -men lige her ved hornblæsningen, gør jeg en undtagelse. Håber så, at både den afgående oldermand og den nye tilgiver mig. OBS: Læs mere om de underskønne gamle horn i næste indlæg. Piift: Nogle i vores vennekreds tror, at det er fordi min mand er blevet folkepensionist, at han er blevet oldermand. Oldermand lyder godt nok som een, der er meget gammel - men de 2 ting har intet med hinanden at gøre. Smileyyy!