22-05-2017

Små glimt fra gæsteværelse

Det er altså blevet ret hyggeligt - dette gæsteværelse som vender mod syd-øst. Har været på rundtur i laden efter mit genbrugsguld, som efter grundig afvaskning og lidt fiflen er blevet til små guldkorn. Retro stumtjener købt på loppemarked, ligeledes den søde bemalede træbøjle. Kaffefilter-holder i emalje (købt på loppemarked i Lübeck) fungerer nu som brochure-holder. Og nej - vi lejer ikke værelser ud, men altid godt at have styr på færgetider og hyggeligt lige at kunne læse lidt om øen. Smiley. Knage fremstillet af det skønne skønne drivtømmer. Lyseblå hønsenet-kurv fyldt med mine børnebørns malede sten - og selvfølgelig har jeg lige puttet een af mine egne ned til samlingen - nemlig een med teksten "Shh - I am hiding". Min gamle klaverbænk fik sin renæssance i nye klæder (solgte klaveret for mange mange år siden, men beholdte den smukt svungne klaverbænk). I får altså også lige et billede af bondehusvinduet med hvide blafrende gardiner (elsker altså lette gardiner, der blafrer i brisen fra et åbentstående vindue). Udsigten er flugt ud i det store blomstrende skovfoged-æbletræ, som nok er fra nogenlunde samme tid som vores hus - nemlig 1851. Læg lige mærke til genskinnet fra den blomstrende rapsmark i et af de små vinduer (til højre i midten). Jeg kan ikke lige greje, hvordan den mark kan komme på genskin i vinduet - men det gjorde den altså, og det var simpelthen en fryd for øjet med den gule rude i vinduet. Tak raps - du er gude-smuk klædt i gult.