22-05-2017

"Nyt" interiør på gæsteværelse

Vi får jo overnattende gæster i forbindelse med Ø-sammenslutningen´s generalforsamling, som i år afholdes på Avernakø. Vi får 4 gæster fra henholdsvis Aarø og Birkholm, så de sidste dage har jeg givet gæsteværelserne en kraftig make-over. Her er lille bord, som de sidste mange år bare har stået i laden og kedet sig. Ville have malet det hvidt, og så skrevet teksten på selve sargen på bordet bagefter. Men døgnet havde simpelthen ikke timer nok, så jeg har nu blot skrevet teksten på en masonite-plade, som min mand så skruede på bordet. MEN!!! - det skal altså males hvidt inden længe, og så skruer jeg pladen af igen, og maler istedet teksten direkte på bordet. Indtil det sker, så er det da rimeligt tåleligt med denne nødløsning. Det smukke spejl købte jeg for mange år siden på loppemarked - bagpå står, at det i sin tid har vundet første præmie i et eller andet? - selvom det ingen første præmie havde vundet, syntes jeg stadig, det er et super sødt spejl. Jeg kan endda stadig huske, hvad jeg gav for skønheden. Kr. 75,00. Smiley. Og se så lige den søde søde porcelæns væg-vase. Købt på loppemarked. Hvid porcelæn med små blå blomster (lige mine farver). De vægvaser kan jeg huske fra min barndom, og jeg elsker dem. Denne har bare ligget og sovet skønhedssøvn i en trækasse i mange år - men nu er den hængt op og fyldt med hvide syrener i selskab med hvide roser. Den er et perfekt match med porcelæns-spejlet - og det bliver da helt i top, når jeg en gang får mig taget sammen til at male bordet hvidt. Glæder mig til jeg får mig taget sammen til dette projekt. Piiift! Bordlampen er fra Ikea - men den passer perfekt i stilen.