11-05-2017

Diamant-bryllup

Ja - så skal der laves hjerter til æresport. Jeg havde krydsfinér-plader liggende. Havde ikke papir der var stort nok til at lave skabeloner af, så jeg måtte tegne hjerte i frihånd på pladen. Min mand savede hjertet ud, og brugte så det som skabelon til det næste store hjerte. Der skulle nemlig laves 2 - et til diamant-brudeparrets privatbolig, og et til der hvor festen skal holdes. Så 2 stk. blev det så. Jeg måtte sprøjtemale udenfor mellem regnbygerne. Bagefter blev de lagt til tørre i laden, og det eneste sted, jeg sådan lige kunne ligge dem, var ovenpå kassen med læggekartofler - og nej - der kom IKKE een dråbe maling ned på kartoflerne. Smiley!. De nåede at tørre og nu er det meste af dagen gået med at male tekst på. Jeg kom ud i store problemer, da det hele er foregået i frihånd - også teksten. Jeg syntes ellers, jeg havde beregnet "Tillykke 60 år", så det var centreret - men nej nej - det var det så ikke lige. Derfor måtte jeg male sløjfe med hjerter i øverste venstre hjørne, for visuelt at indikere ligevægt i teksten. Det ene fik jeg malet alt for korte bånd til hænge-hjerter i hjørnet, så der måtte jeg kompensere med et ekstra hjerte, for at få "ligevægt" i teksten. Men det blev nu meget sødt, og jeg synes egentligt, at jeg har fået dem nogenlunde ens, selvom det ikke ville betyde noget, da de jo ikke skal hænge samme sted. Det var et langsommeligt arbejde - men nu glæder jeg mig til at aflevere dem til sød øbo, som jeg havde lovet at lave dem til. Hun har tit passet vores høns og min lille staldbutik, når vi har været bortrejst, så her har jeg gjort lidt for hende, som tak for hjælpen. Spændt på hvad hun siger til dem. Jeg er nu egentligt meget godt tilfreds med resultatet (selvom navnet på diamantbrudeparret på øverste hjerte står lidt skævt - det ER altså svært, når det hele foregår pr. øjemål. Smiley). Klokken er nu 01.15, jeg er lige blevet færdig med al maleriet. Jeg er grydeklar og siger godnat til hjerterne, som nu må tilbringe natten på stuegulvet, medens de tørrer helt op.