14-04-2017

Ikke nogen skønhed - men den virker

Ja - vi blev fristet, da vi var til åbent hus i Den Gamle Smedie på Avernakø. Bestilte denne sjove sag. Nu kan vi koge suppe, lave gryderetter ude i haven, både sommer og vinter. Hullet foroven passer som fod i hose til Bonfire-støbejernsgryde (hører ikke med i prisen). Denne var solgt - så vi kom på bestillingsliste. Den er INGEN skønhed, men altså: Jeg er jo til re-design og genbrug, så selvfølgelig faldt jeg for den. Den er - som jo nok kan ses - lavet af et bilfælg med påsvejset tyk jernstang, hvorpå vaskemaskinetromle er monteret. Tung sag som ikke vælter. Når jeg får vores hjem, vil jeg dække bilfælget med store sten. Fik af vide af folk der ejer een, at den er meget smuk med ild i, da det lyser ud af alle hullerne - så på en måde har den dobbeltfunktion: Kogested og ild-lampe. Hov! - der kan forresten lægges rist ovenpå, så er det en grill. Jeg mener vi gav kr. 400 for den. Den laves på bestilling af Svend, som driver Den Gamle Smedie her på Avernakø. Jeg glæder mig til at få den hjem i haven, hvor det nok skal blive et hit med at lave maden ude i haven for børnebørnene (og mig - thi-hi).