22-01-2017

Umulige lyskæder

Jeg har hidtil haft store slåskampe med mine lyskæder og lange ledninger, når julens dejlige hyggebelysning i haven skal pilles ned igen. Så sandelig også når de skal sættes op. Men ikke mere. Jeg er nok ikke den eneste, der har fundet ud af et godt system, så det er helt vildt enkelt, atter at sætte julelys i haven næste år. Men til dig, der stadig slås med at vikle ledninger ud fra lange lyskæder, får du lige min løsning på problemet. Hidtil har jeg haft dem hængende på bøjler - nu bruger jeg de paprør, der var inden i julens gavepapir-ruller. De er kraftige, bliver ikke bløde, selvom de ligger i laden og allerbedst (årh - næsten allerbedst): Jeg kan skrive på røret med en permanent tusch, hvor lyskæden hører til. Jeg har nemlig ret mange - og alle er i forskellige længder, efter hvor de er tiltænkt. Nu napper jeg bare lige f.eks. det rør der står "juletræ foran hoveddør" på, hvis det er lige der, jeg skal til at montere lyskæder. Jeg nød ihvertfald i år, lige at vide hvilken kæde, der var til hvad. Selvom man ikke har mange lyskæder, så er det altså en rigtig god måde at undgå indfiltrede ledninger. I hver ende er kæden sat fast til røret med elastik - i den ene ende hænger stikket, og i den anden ende toppen af lyskæden. Jeg starter med at vikle ved stikket og ender med toppen, så jeg ved nøjagtig næste år, hvilken ende jeg skal starte med. Starter jeg i den forkerte ende, går der fuldstændig pludder mudder i ledningen.
Idéen er hermed givet videre.