21-09-2016

Stigegolf

Her ser I stigegolf - for mig et helt ukendt spil for både børn og voksne. Har lige været til svigerdatters fødselsdag, hvor der var leg og spil i haven. Dette eksemplar har min søn selv lavet. Har altid undret mig over, hvad det var for en stige han havde gravet ned i haven, men troede egentligt bare, at det var et kravleredskab til børnebørnene - og det var det så liiige ikke.
Dette må være luksus-udgaven: 2 ipé-stolper gravet ned med ca. 70 cm. mellemrum, hvor der er monteret kobberrør med ca. 50 cm. mellemrum. Golfkuglerne har han boret igennem og isat stærk sejlertov (ikke for tykt). Så står man 4-5 meter fra "stigen" og skal kaste golfkuglerne, så de hænger/snor sig om stige-røret. Hænger man på den øverste giver det 3 point, mellemste 2 point og nederste 1 point - og den nederste er faktisk den sværeste at ramme. Det er altså et sjovt have-spil det her, som varmt kan anbefales. Sådan eet vil farfar nu lave hjemme i vores egen have. Her var der 6 sæt golf-snore at prøve kræfter med.