24-06-2016

The Rose - Herkules

Smuk-sakken her hedder Herkules. Det er en skøøøn duft-rose, den vokser 1,5 m. i løbet af foråret - og løber på ingen måde træt. Den remonterer helt vildt - den dufter helt vildt - og den er helt vild smuk. Tæt-siddende kronblade i skiftende farver startende med lakse-farvet og ender helt udsprungen som creme-farvet. Mit Herkules-rosenbed er vel 3 x 2,5 m, og det er den vildeste rose jeg har. Den bliver ved med at vokse og remontere indtil frosten sætter ind. Midt på sommeren er vi nødt til at klippe den lidt ned - og her vil jeg lige pointere, at i det tidlige forår klipper vi den ned til 30-40 cm. over jorden. Allerede nu er den 1,5 m i højden og er godt på vej til at fremvise et overflod af duftende skønheder. Jeg bruger mest rosenhovederne til at lægge i et fad med vand, som de så kan ligge og sejle i nogle dage - både fordi der sammen med den udsprungne rose sidder mange knopper, som jeg gerne vil undgå at klippe af, og så fordi, den absolut ikke er tilfreds med at komme i vase - den drysser allerede dagen efter. Sådan er det forøvrigt med de fleste duftroser: de gider IKKE stå i vase.