21-03-2016

Karlekammerskab i nye klæder

Hold da op hvor her rodes - både inde i vores stue og i den længe ventende stalddørs-butik. Havde et gammelt karlekammerskab stående i laden - fyldt med arbejdstøj, gamle sko, plastik-bestik, paptallerkner og m.m. Det hele blev smidt ud (tror ikke vi har været i det skab de sidste 2 år, så det har nok ikke været noget, vi har særlig meget brug for, der har ligget hengemt i det). Skabet blev vasket af, hylderne afmonteret og betrukket med det sødeste voksdug (rigtig gammeldags voksdug, som kan tørres af med sæbevand), svagt lysegrøn med bitte små hvide prikker. Det er simpelthen SÅ sødt. Købte en stor bred blonde-kant, som jeg først vaskede inden brug, (vasker altid ALT inden jeg syr af det. Så kan det nemlig vaskes igen og igen, uden at krybe, og det er vigtigt for mig. Denne blonde var MEGET dyr, og du milde hvor den krøb, så det var godt tænkt, lige at vaske den inden brug) og nu er hylderne monteret med voksdug og klar til montering af blondekant (når jeg altså lige får dem strøget). På disse smukke hylder kommer al min marmelade og gelé til at stå til salg. Det bliver simpelthen så indbydende en måde, at præsentere det på. Skabslågen har jeg pillet af, da den bare var i vejen. Jeg skal nok vise billeder af det færdige resultat, når stalddørs-butikken er klar til åbning. Jeg glæder mig helt vildt, og har lidt travlt, da jeg gerne vil åbne til påske. Nu må vi se, om jeg når det - jeg åbner ihvertfald først, når lokalet er indrettet, som jeg gerne vil have det. Stalddørs-butikken skal være top-tunet på åbningsdagen. Mit ældste barnebarn, prinsessen på 9 år, sagde noget rigtigt her i påsken: "Ej hvor du roder med stof, garn, søm og skruer, farmor - men ved du godt, det er tegn på, at man hygger sig". Så sandt, så sandt. Smileyyy!