15-02-2016

Hæklet baby-ophæng med musik til forårsprinsessen

Færdigt arbejde. Jeg er rimelig tilfreds med resultatet. Selve ophænget har jeg lige pyntet med en lille hæklet blomst på hver side af den hæklede snor - og i forskellige farver. Blomst og blomst! - det er blot 2 små rundeller i hver sin størrelse, syet sammen med en hæklet knude og så til sidst syet på den hæklede ophængssnor (Slå det antal luftmasker op, som du synes ophænget skal have i længde, og hækl 4 rækker med fastmasker. Ved hver række afsluttes med en luftmaske (for at kanten bliver helt lige)). Jeg har hæklet uden opskrift (kan simpelthen ikke læse en opskrift). Da jeg var færdig med bolden, lignede den nærmest en kalot - men da den blev fyldt ud, ligner den med lidt god vilje en bold. Der hvor jeg skulle have en åbning til at tage spilledåsen ud af, når bolden skal vaskes, valgte jeg en stor åbning, som jeg hæklede frem og tilbage over, for at få et overlap indvendig. For mig var det flere timer/afteners arbejde at hækle dette ophæng - jeg fik ondt i mine fingre, ondt i skulderen og var ved at køre helt sur i projektet, men hvor er jeg glad for, at jeg ikke gav op. Resultatet er blevet fint (okay - små skønhedsfejl hist og pist), og forårsprinsessen får ihvertfald et unika-produkt, hæklet i økologisk bomuld og så med den sødeste vuggevise-spilledåse indeni. Alt købt hos Tante Grøn i Odense. Husk at hækle STRAMT - meget stramt - så fyldet ikke kan ses igennem hullerne. Jeg brugte en hæklenål nr. 2,5. Så var jeg garderet, da jeg hækler meget løst. Jeg er helt sikker på at forårsprinsessen er ligeglad med skæv stjerne, uens knapper og lidt duddelit-dut forkert hist og pist. Sikker på hun vil elske den, når hun kommer til verden.